Hermed en række vigtige informationer til dig som medlem (herunder også forældre til medlemmer), samt et overblik over diverse arrangementer. Så jeg håber meget, at du tager dig tid til at læse med.

How to svømmehal

For en god ordens skyld, gør vi opmærksomme på, at svømmehallens regler SKAL overholdes. Reglerne er for alles bedste, og både vi og svømmehallens personale oplever desværre, at nogle af de vigtigste regler bliver glemt. Vi gør derfor særligt opmærksom på flg.:

  • Ingen brug af mobiler i svømmehal og omklædning
  • Altid grundig afvaskning UDEN badetøj inden adgang til bassinerne. Det gælder også babyer!
  • Ikke-renlige børn SKAL have tætsiddende (ved mave og lår) badebuks udover engangsbadebleen. Engangsbadebleen er ikke i sig selv tilstrækkelig. Søg evt. råd/vejledning hos svømmehallens personale, som sælger nogle gode til favorable priser.
  • Når du er 7 år, skal du klæde om i dit eget køns omklædningsrum.
  • Beregn 15 min til omklædning før og efter svømning.

(Ingen) forældre i hallen

  • Ingen forældre/tilskuere på kanten, mens vi underviser. Har dit barn behov for, at du er i nærheden, så beder vi jer opholde jer på balkonen, hvis I har børn i vippe- og/eller konkurrencebassin, eller i området ved dame-omkl./depoter, hvis I har børn i varmtvandsbassinet. For Vandhunde-forældre kan det være en fordel at være i nærheden, hvis dit barn ofte skal på toilettet under svømningen. For baby/småbørn har alle nu mulighed for at tilmelde ”Ekstra forælder i vandet”.
  • Vi henviser forældre og andre, der bringer/henter svømmebørn, til at sidde i fællesrummet til højre for indgangen, mens jeres børn svømmer. Fællesrummet er en sjælden gang imellem optaget, hvormed I må finde andet opholdssted, men fortsat ikke inde på kanten.
  • Hjælper du dit barn igennem omklædning afleverer/henter du dit barn 2-3 min før svømning starter/slutter ved mødestedet til det enkelte hold.
  • Svømmer dit barn i vippe- eller konkurrencebassin, opfordrer vi jer til at lære børnene selv at klæde om hurtigst muligt. Det gik rigtig godt under corona, og vi mindsker trafikken i omklædning.

Vi inviterer indenfor i uge 41 og 3

Vi kan sagtens forstå, at I gerne vil følge lidt med i, hvad jeres børn laver og lærer til svømning. Derfor inviterer vi tilskuere ind i hallen to gange i løbet af sæsonen. Første gang er i uge 41 og anden gang er i uge 3, hvor vi planlægger mærkesvømning, så I rigtig kan se børnene folde sig ud med banesvømning. Skriv derfor uge 41 og uge 3 i kalenderen, så I ikke misser chancen.

Ferieplan, Mini Aqua Camp og Klubmesterskab

Vores ferieplan (lukkedage) er opdateret og kan både ses på hjemmesiden og i Klubmodul appen. I bruger bare jeres tilmeldingslogin, når/hvis I henter appen.

Først for har vi efterårsferien i uge 42, hvor al holdsvømning er aflyst. Vær opmærksom på at der er svømning for søndagsholdene i uge 41.

Vi har dog ikke planer om at holde fri. Vi afholder nemlig Mini Aqua Camp mandag d. 18-20. oktober for 7-12-årige børn. Deltagerne skal kunne begå sig på dybt vand, men behøver ikke være medlem, så dit barn kan tage sin bedste ven med. Tilmeld dig (dit barn) HER.

Lørdag d. 11. december løber vores traditionsrige Klubmesterskaber af stablen. Her får alle børn i klubben (helt fra Småbørnshold) mulighed for at se, hvor godt/hurtigt de kan svømme en bane på maven og en bane på ryggen. Der er diplom og medalje til alle deltagere. I modtager mere info, når vi nærmer os.

Grib chancen - hop i baljen, mens dit barn svømmer

Om fredagen kl. 15.30-16.30 har vi fået nogle ledige baner til at oprette mere forældresvømning. Går dit barn til svømning om fredagen i dette tidsrum, kan du således for 160 kr. tilmelde dig 30 min svømning i konkurrence-bassinet, mens dit barn svømmer i en af de andre bassiner. Du skal bare registrere din ankomst ved en træner, som krydser dig af og derudover fungerer som livredder. Der er ingen undervisning medmindre du selv efterspørger det.

Der er også fortsat en del ledige pladser på forældresvømning onsdag kl. 17.30.

Tilmeld dig forældresvømning HER. Husk at oprette en profil i eget navn.

Vi ses i hallen

Det var det. TAK for jeres tid! I er altid velkomne til at ringe skrive til mig, hvis I har nogle spørgsmål eller ideer til nye hold/tiltag.

På vegne af svømmeskoleudvalget

De bedste hilsner
Gina